S-folketingskandidat dybt uenig i nedskæring af produktionsskoleydelsen

Folketingskandidat for Socialdemokratiet Dorthe Hindborg vil hæve ydelsen til produktionsskoleelever, som for nyligt blev vedtaget beskåret af Regeringen. Det forringer kvaliteten og truer skolerne generelt.

Af Emilie Møltoft Jensen

Ydelsen, altså den månedlige betaling, som eleverne på produktionsskolerne modtager, blev beskåret fra 7.100 kroner til 5.400 kroner ved vedtagelsen af finanslovændringen i december sidste år. Denne beskæring er S-folketingskandidat Dorthe Hindborg utilfreds med.

Socialdemokratisk folketingskandidat Dorthe Hindborg er imod beskæringen af produktionsskolernes ydelse. Hun mener, at det forringer produktionsskolerne, og i følge hende er det en skoleform, vi har brug for i Danmark. FOTO: Anders Michaelsen.

“Produktionsskolernes elever er alle sammen socialt udsatte mennesker, ofte med bogstavsdiagnoser, ressourcesvage baggrunde og misbrugsproblemer. Nedskæringen af deres ydelse vil ikke fungere for dem.”, siger Dorthe Hindborg.

For at blive indstillet til en produktionsskole, skal man blive ‘godkendt’ af kommunen som ressourcemæssigt sværere stillet end andre danskere, dernæst viderestilles man til en produktionsskole. Det er derfor ofte socialt dårligere stillet mennesker, som er tilknyttet skolerne. Ifølge Dorthe Hindborg behøver eleverne den højere ydelse for at kunne betale husleje og mad. Hun siger, at de ofte ikke har råd til et buskort, og må låne sig til pengene med såkaldte ‘lokumsaftaler’.

“Vi bør hjælpe dem”

Produktionsskolesystemet, som udgør 82 skoler, er et unikt dansk system, som hjælper unge under 25 år igennem en svær tilværelse. Det er unge mennesker, som har svært ved boglige og faglige fag, og derfor har brug for noget mere praktisk og ydermere end hjælpende hånd i form af en kontaktperson til at få dem igennem uddannelsen.

“Produktionsskoleelevernes motivation ligger i høj grad i den økonomiske ydelsen, som de modtager. De har brug for pengene og en stabil kontaktperson. Hvis de ikke får denne hjælp, så ender de højst sandsynlig et dårligt sted i samfundet. Vi bør hjælpe dem.”, siger Dorthe Hindborg.

Ifølge Dorthe Hindborg vil det være positivt samfundet, da der ellers skal betales for de unge mennesker et andet sted i systemet. Eleven selv får også langt mere ud af at gå på en produktionsskole. Derudover siger Dorthe Hindborg, at der ‘kun’ er tale om 100 millioner, for at hæve ydelsen igen.

Økonomisk attraktivt

Folketingsmedlem for Venstre Annie Matthiesen går ind for nedskæringen af ydelsen. Hun mener, at ydelsesniveauerne i samfundet generelt skal være mere lige.

“Det skal helst ikke tiltrække unge mennesker at gå på produktionsskolerne, fordi det er økonomisk mere attraktivt end andre sociale ydelser. De skal videre i deres liv.”, siger Annie Matthiesen.

Efter reduktionen af produktionsskoleydelsen har 30 procent færre elever søgt ind på skolerne, det viser tal fra Produktionsskoleforeningen. Siden vedtagelsen i december sidste år er der blevet fyret lærere og lukket værksteder på landets skoler.

Dorthe Hindborg mener, at konsekvenserne ved nedsættelsen af ydelsen allerede kan ses ved det langt lavere optag af elever, og derudover tendenserer det til at miste en masse gode lærere med faglige og menneskelige kompetencer, som kunne hjælpe de unge mennesker. At hjælpe eleverne, er vores forpligtigelse som samfund, mener Dorthe Hindborg.

Folketingskandidat for Socialdemokratiet Dorthe Hindborg er stærkt uenig i at produktionsskolernes ydelse er blevet nedsat fra 7.100 kroner til 5.400 kroner ved ændringen af finansloven i december sidste år. “Eleverne er virkelig dårlige – vi som samfund har en forpligtelse til at hjælpe dem.” VIDEO: Anders Michaelsen.

Fald i antallet af trafikdræbte

Antallet af dræbte i trafikulykker er generelt faldet de seneste ti år ifølge Danmarks Statistik. Målet er, at nå kun 120 trafikdræbte i år 2020. Sidste år var tallet 211

Af Emilie Møltoft Jensen

Antallet af dræbte i trafikken er faldende i Danmark. Men det skal ned på 120 personer i år 2020, hvis vi skal følge Færdselssikkerhedskommissionens nationale mål. FOTO: Scanpix.

Færdselssikkerhedskommissionen har sat et nationalt mål for år 2020 om, at antallet af dræbte i trafikulykker skal ned på 120 personer. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af trafikdræbte generelt faldende, men hvis vi skal nå det nationale mål, skal bilisterne tage mere ansvar. Det mener Vejdirektoratet.

”Vi kan gøre opmærksom på alting og indrette vejene på den rigtige måde, men det hjælper ikke, hvis bilisterne stadigvæk bliver ved med at køre for hurtigt og er for uopmærksomme,” siger afdelingsleder for Trafiksikkerhed ved Vejdirektoratet, Marianne Foldberg Steffensen.

Det nationale mål er realistisk, mener Vejdirektoratet. Men hvis målet skal opnås er det op til bilisterne. De skal være langt mere opmærksomme end tidligere.

En af de store syndere er mobilen og dét, at mange multitasker, når de kører bil. Man skal ifølge Vejdirektoratet kører bil, når man kører bil.

”Vi skal have fokus på uopmærksomheden. Man kan ikke cykle eller køre bil og sende en SMS samtidigt. Bilisterne, cyklisterne og fodgængerne skal være med til at tage det ansvar det er, at når man færdes i trafikken, så skal man både passe på hinanden og sig selv,” siger Marianne Foldberg Steffensen.

Nogle af dem, som er med til at gøre opmærksom på problemet er Rådet for Sikker Trafik, som jævnligt udkommer med kampagner omkring trafikulykker. Men hos Rådet for Sikker Trafik er man skeptisk overfor det nationale mål sat af Færdselssikkerhedskommissionen.

”Set med den stigning, der var sidste år, så er vi bekymret for udviklingen. Vi skal have omkring 90 færre dræbte end sidste år, og det bliver svært at nå over så kort en periode,” siger pressemedarbejder hos Rådet for Sikker Trafik, Jeppe Holm Gudmandsen.

Statistikkilde: Danmarks Statistik

I juli 2017 havde 99 personer mistet livet i en trafikulykke. Det er 11 personer færre end samme tid i 2016.

Uopmærksom kørsel, for høj hastighed og spirituskørsel er nogle af de største årsager til trafikulykker, hvor personer mister livet.

 

Antal anslag: 2.373

Forberedelsesopgave – Journalistisk Metode 2

Mine forventninger før semesterstart

Jeg har forventinger om, at dette semester bliver mere lærerigt, udfordrende og spændende end første semester – men det skulle jo også gerne være meningen.

Af Emilie Møltoft Jensen

 

Mig (til højre) i et af mine lykkeligeste elementer: På en rejse et sted i verden (lige her i Costa Rica) sammen med en rejseven (lige her Beth fra Skotland (til venstre)) og den aller sødeste hundehvalp, som vi fandt kort efter, vi havde været ude at zipline. FOTO: Alex Saunders

 

Navn og alder:

Jeg hedder Emilie Møltoft Jensen og er 23 år gammel med fødselsdag i april.

Baggrund og personlige interesser/fritid:

Jeg kommer fra en by lidt syd for København, som hedder Hundige i Greve. Da jeg var færdig med gymnasiet i 2013, hvor jeg læste musik, engelsk og kinesisk, og havde taget mit første sabbatår i Australien og New Zealand samt nogle andre steder, flyttede jeg til Frederiksberg. Samtidig startede jeg på musikvidenskab på Københavns Universitet, men fandt hurtigt ud af, at jeg ikke skulle læse det studie. Jeg droppede ud og rejste ud i verden igen. Året efter startede jeg på Copenhagen Business School, hvor jeg studerede Europæisk Business, men heller ikke her passede jeg ind, så jeg droppede ud endnu en gang, og var intet mindre end meget frustreret over, hvad jeg skulle i mit liv. Jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg søgte, men jeg vidste ikke, hvor jeg kunne finde det henne. Så jeg gik til studievejledere og fandt åbenbaringen på journalistuddannelsen – så skulle jeg bare ind. Jeg rejste i nogle måneder igen denne gang i asien, hvor jeg tog dykkercertifikat og bare nød livet. Jeg vendte hjem til Danmark for at tage optagelsesprøven, og var hurtigt af sted igen til Centralamerika, og kom hjem til samtalerne på DMJX, og afsted igen til asien igen. Jeg er helt klart mest i mit es, når jeg er ude at rejse som backpacker rundt i verdenen. Det er også min drøm inden for journalistikkens verden.

Jeg har altid spillet musik, og gør det stadig, det er en af mine store interesser både at spille, lytte og opleve live. Derudover er jeg interesseret i politik og samfund og selvfølgelig verdenens forskellige lande og kulturer, men det giver nok sig selv efterhånden.

Jeg har været gymnast i rigtig mange år, og kan derfor stadig rigtig godt lide at få gang i kroppen og lave noget aktivt.

Hvad forventer du at få ud af dette undervisningsforløb?

Jeg forventer at undervisningsforløbet bliver lærerigt. Derudover forventer jeg, at jeg generelt får mere feedback på mine opgaver og artikler af underviserne, end jeg gjorde på første semester. Det er selvfølgelig lærerigt, at få feedback og give feedback medstuderende imellem, men der er jo en verden til forskel fra en ikke-udannet til en uddannet, som kan give feedback. Derudover vil jeg gerne blive bedre til at vinkle mine artikler.

Hvordan har du forberedt dig til forløbet?

Jeg har købt bøgerne, og læst dem, opdateret macbooken og spidset blyanterne.

Hvad kan du især bidrage med i gruppe-/par-arbejde?

Jeg synes selv, at jeg er rigtig god til at få enderne til at hænge sammen. Jeg synes selv, at jeg hurtigt kan skabe mig et overblik og få opgaverne gjort færdige. Derudover bidrager jeg med ideer og løsninger.

Hvad er dine ambitioner for forløbet (evt. på en skala fra 1-10)?

10

Fagligt set, hvad er så dine stærkeste og svageste sider?

Jeg er stærkest i det mundtlige og dét, hvor man kan forklare sig på skrift. Jeg er svagest i de mere matematiske og kortfattede svar. Derudover er jeg bare stærkest i dét, som jeg finder interessant.

På hvilke områder vil du især gerne udvikle dig?

Jeg vil gerne vinkle bedre.

Hvad vil du gøre for at udvikle dig på disse områder?

Jeg vil forsøge at bruge underviserne mere, så jeg kan få feedback fra jer i forløbet inden afleveringen.

Unge mennesker dropper ud af videregående uddannelser: Valget er svært

De videregående uddannelser lever ikke altid op til de studerendes forventninger, og så dropper de ud af studiet.

Af Emilie Møltoft Jensen

I Danmark er der rigtig mange muligheder, når man skal vælge en videregående uddannelse. Det kan være en kamp i sig selv at vælge den rigtige og en endnu større kamp, hvis man kommer til at vælge forkert.

Det er der mange unge mennesker, der gør, og 25-årige Simone Kamp Hansen er en af dem.

Simone er droppet ud af Æstetik og Kultur og Dramaturgi, begge på Aarhus Universitet.

Simone Kamp Hansen: “Da jeg startede her, havde jeg virkelig en god mavefornemmelse.” Foto: Emilie Møltoft Jensen

”Jeg startede jo på uddannelserne og troede, at det kunne være noget for mig. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det bestemt ikke var noget for mig.

Og jeg har overhoved ikke altid vidst, hvad jeg gerne ville lave. Jeg har været sygt meget i tvivl.”

Simone benyttede sig af en ungdomsvejleder, som foreslog hende en uddannelsen Æstetik og Kultur. Dog passede den ikke rigtig ind i Simones verden.

”Jeg tænkte, at nu prøver jeg det. Men jeg kunne bare mærke fra starten, at de andre brændte meget mere for det, end jeg gjorde. De synes bare, at det var fedt og spændende. Jeg sad bare og tænkte, at det sgu ikke var særlig spændende. Det var alt for filosofisk og abstrakt til mig,” fortæller Simone, som kun blev på studiet i to og en halv måned.

Gennemsnittet fra gymnasiet var højt, og forventningerne til, at Simone skulle udnytte det til at komme ind på en uddannelse med et højt snit, var store.

Efter at Simone var droppet ud, stod hun overfor et helt år uden noget konkret at lave, og skulle nu vælge en uddannelse en gang til. Denne gang lå mavefornemmelsen på journalistuddannelsen, men hun kom desværre ikke ind. Det kastede hende blot tilbage i uddannelsesmøllen endnu en gang.

”Årh fuck, hvad skal jeg så? Jeg er stadig ikke skoletræt, jeg ved bare ikke, hvad jeg gerne vil…,” Simone kigger frustreret ned i græsset over minderne omkring uddannelsesvalget.

”Jeg synes, at det var pissesvært at bruge mine kundskaber og evner til en ting, når der var så mange muligheder.”

Simone endte med at starte på Dramaturgi, som har nogle journalistiske træk i uddannelsen, men det synes hun kun var 50% godt og 50% skidt. Hun blev der kun til præcis den dato året efter, hvor hun fik besked om, at journalistuddannelsen havde optaget hende.

”Jeg havde fundet min hylde på journalisthøjskolen. Det var dét jeg brændte for.”

 

Studievejledning kan hjælpe

Ifølge Centerchefen for studievejledningen Studievalg København, Torben Thelgaard, kan det være svært på forhånd at undersøge, hvordan et studie foregår i praksis. Det står ikke nødvendigvis i studieordningen eller uddannelsesbeskrivelserne. Og så finder den nye studerende først ud af det, når personen starter på uddannelsen.

Det resulterer i skuffede studerende, som kommer til studievejledningen, og er forvirrede omkring, om de skal fravælge studiet eller ej.

”Vi hører ofte, at studiet var anderledes end det, de unge mennesker havde regnet med. Men man skal ikke snakke længe med folk, før der viser sig nogle tilhørende motiver. Det kan være, at man er blevet overrasket over læsemængden, at man er ensom eller ikke har fundet sig til rette på studiet,” siger Torben Thelgaard.

Som studievejledere spørger de fagkyndige ind til, hvad det er, at de studerende gerne vil. Hvad er det, de vil opnå med et andet studie, og hvordan vil de nå dertil? Derefter hjælper vejlederne med at pege i retningen af en uddannelsesmulighed, der matcher det ønskede.

”Der er altid fuldt booket”, siger Torben Thelgaard, og forklarer, hvordan tallet for unge mennesker, som dropper ud af en uddannelse, har været konstant de sidste mange år.

”Man skal jo ikke bare droppe ud uden at overveje, om valget er seriøst,” siger centerchefen, og fortsætter: ”Det nye studie skal være mere velovervejet, så man ikke ender i samme situationer næste år.”

 

Presset fra familie og sig selv

Dét med at stå i situationen, hvor man ikke har taget en velovervejet beslutning omkring sit valg af uddannelse, kender både Sofie Kathrine Krone på 24 år og Nicolai Pein på 26 år. De har begge startet på jurauddannelsen på Aarhus Universitet, og valgt at droppe ud igen.

Om sin oplevelse med sin første uddannelse fortæller Nicolai: ”Jurastudiet er en hel anden verden. Jeg startede på juraudannelsen et år efter jeg blev student. Men det var bare ikke mig.”

Nicolai Pein: “Jeg så det, at jeg droppede ud, og havde rigtig meget tid på hånden, som et pusterum.” Foto: Emilie Møltoft Jensen

Nicolai startede primært på uddannelsen, fordi han følte et pres fra sin familie. Det havde altid ligget lidt i kortene, at han skulle være advokat, da familien var af det klassiske arbejdsmarked, som Nicolai forklarer det, altså advokater eller læger. Men det føltes ikke rigtigt for Nicolai, og ikke lang tid efter studiestart droppede han jurastudiet igen.

”Det skabte lidt ravage, da jeg valgte at droppe ud af studiet. Det var en større familiekonflikt. Mine forældre havde nogle forventninger til, at jeg skulle læse jura og klare mig godt dér. De mente, at når man starter på en uddannelse, så færdiggør man den også. Og så var de selvfølgelig skuffede, da jeg ikke gjorde det. Det kom lidt som et chok for dem,” fortæller Nicolai.

Et år senere startede han på Informationsvidenskab, som han i dag har en bachelor i. Ikke fordi dét studie havde været perfekt, men mere fordi, han ikke vidste, hvad han ellers skulle. Han var glad for det, men det var ikke hans drøm. Og uddannelsen ledte ham da også videre til hans drømmestudie, da han havde et forløb med journalistisk formidling. Her fik Nicolai øjnene op for, at journalistuddannelsen måtte være det rette for ham.

”Jeg kom ind på journalistuddannelsen, og det er lige hér, jeg hører til. Jeg fandt ud af, at det her er drømmeuddannelsen,” fortæller Nicolai med et smil, mens solen skinner på journalisthøjskolens grå betonvægge i baggrunden.

 

Drømmen kan være svær at nå

24-årige Sofie startede også på juraudannelsen, og havde samme oplevelse som Nicolai. Hun passede bare ikke ind.

Sofie Kathrine Krone: “Det er kun dig selv, der kan mærke, om en uddannelse er rigtig for dig.” Foto: Emilie Møltoft Jensen

Sofie vidste på forhånd godt, at hun rigtig gerne ville være arkitekt, men da hun ikke kom ind på arkitektskolen, følte hun, at hun skulle starte på noget andet, så tiden ikke bare blev spildt.

”Efter jeg ikke gik videre i optagelsesprøveforløbet på arkitektuddannelsen, stod jeg dér og tænkte: Alle mine venner er i gang, og nogle er snart færdige. Da begyndte jeg lidt at have en krise. Det endte med et sådan lidt desperat valg at starte på jura. Men jeg kunne allerede helt fra start af mærke, at det ville blive op ad bakke,” forklarer Sofie, mens hun lader sine fingrer løbe ned gennem sit hår. Hun trækker vejret dybt og ryster på hovedet.

”Jeg ved ikke om man nogensinde lærer at lytte til sin mavefornemmelse første gang, for jeg skulle aldrig have været startet på jurauddannelsen.”

Sofie gik tre måneder på jurauddannelsen, mest på grund af sin stolthed. Hun følte, at hun skyldte at give det en chance, selvom hun hellere ville være arkitekt.

”Det er lidt som om systemet siger, at nu tager du ét, måske to sabbatår, og så skal du altså også videre. Det gjorde jeg jo ikke. Jeg endte med flere år imellem min studentereksamen og den videregående uddannelse. Men det er altså kun dig selv, der kan mærke, om en uddannelse er rigtig for dig,” siger Sofie, og fortæller om, hvordan hun endnu engang har søgt ind på arkitektuddannelsen. Denne gang er hun kommet videre til næste optagelsesprøve på drømmestudiet.

 

Det svære valg

Det at skulle vælge sin retning for, hvad der kunne blive resten af ens liv, er en rigtig stor ting i blot starten af tyverne. Alle unge mennesker står overfor netop dette valg, og ikke alle vælger rigtigt første, anden eller tredje gang. Men det er ifølge Torben Thelgaard ikke noget nyt. Han råder alle, der er i tvivl til at opsøge studievejledning, da det kan være en rigtig god hjælp i det store virvar af muligheder. Derudover er det en god ide at lave sit forarbejde, selvom det ikke er en garanti for, at man kan finde sig til rette på studiet.

Der er pres fra systemet, samfundet, familie, venner og forventninger til en selv og fra en selv. Dette pres kan resultere i, at valget af en videregående uddannelse kan blive meget sværere, og den rigtige uddannelse kan være svær at finde.

 

Antal anslag: 8.162.

Korrektur: Kristian Bonderup Andersen.

Retsreportage

”Der er ikke noget system”

I retten sidder tiltalte. En ung mand i midten af tyverne som har levet et hårdt liv i retssystemerne. Denne gang har han begået vold mod tjenestefolk.

 

Det banker på døren til den lille celle i Vestre fængsel, for morgenmaden er klar til den indsatte. Men en misforståelse opstår, og han tror, det er hans medicin. Hans temperament er ude af kontrol, da han er stofmisbruger og alkoholiker. Den mangelende medicin gør misforståelserne lette, og aggressiviteten ligger ikke langt væk. Han råber efter personalet og sparker til døren, hvilket er det første optrin til endnu en dom. En fængselsbetjent irettesætter ham, og dette rykker endnu mere ved hans temperament. Næverne bliver knyttet.

”Jeg har slået på personalet før, og jeg har ikke noget problem med at gøre det igen.”

Fængselsbetjenten får en kollega mere med ind i den lille celle, og tager fat i den indsattes arme. De har prøvet det før, og kan se signalerne på vold sammen med truslerne, der flyver ud af den indsattes mund. Han stritter imod, da han bliver tvunget op ad væggen, og forsøger at skubbe sig væk, da han bliver lagt ned på gulvet. Tumulten forøges, og med hans forsøg på bid træder en af fængselsbetjentene hans hoved ned i gulvet, hvilket får den indsatte til at sparke betjenten i brystet og i hovedet.

Næsten samme episode gentager sig blot fem dage senere.

 

Guds bedste barn

Anklageren er i fuld gang med sin tale i Københavns Byret. Hans vægt på de mange tidligere domme viser hans pointe om, at den tiltalte ikke er et af guds bedste børn. Den tiltalte sidder allerede fængslet for besiddelse af 12,24 gram kokain og en kniv. Denne dom har han fået 1 år og 3 måneder for. Men retssystemet er kompliceret, og denne aktuelle voldsepisode burde være en del af den tidligere dom også.

Ti gange er den tiltalte udvist af Danmark til Sverige, hvor han har statsborgerskab. Han bliver ved med at komme tilbage til København, da han ikke kan få stoffer lige så nemt i Sverige som i Danmark.

Han vil gerne ud af sit misbrug, og han har også en plan, men det er svært, for systemerne er hårde mod kriminelle.

 

Dem mod ham

De involverede fængselsbetjente bliver hævet ind en af gangen af anklageren, og de aflægger deres version af sandheden, mens den indsatte skuler til dem.

Forsvaret lægger vægt på hans stofmisbrug, og derfor hans udfarende aggressive adfærd.

Selv siger den tiltalte, at han har reageret i selvforsvar, da det var fængselsbetjentene, der var aggressive mod ham.

Fængselsbetjentenes forklaringer stemmer overens, men de har også haft et halvt år til at snakke sammen om episoden. Den tiltalte ryster på hovedet. Det er 24. gang han sidder i en af Danmarks retssale.

 

Thi kendes for ret

Dommeren og to domsmænd forlader lokalet til vurdering, og de kommer først igen en halv time senere. Det har taget dem ekstra lang tid i dag, forklarer anklageren. Det har været en svær sag, men som forsvaret forsøger at forklare sin klient, så tager retten stort set altid ordensmagtens parti.

Dommeren læser resultatet op, og dommen lyder på en yderligere straf på tre måneder tillagt den allerede igangværende straf. Den tiltalte er fundet skyldig i vold mod tjenestemænd.

Den sammenlagte dom er derfor på 1,5 år, hvilket udløser indrejseforbud i Danmark. Når hans straf er afsonet, vil han blive sendt tilbage til Sverige. Det er den 11. gang han udvises af Danmark på hans lidt over tyve år.

”Der er ikke noget system,” siger den tiltalte til sin forsvarsadvokat, og anker dommer til landsretten.

”Resultatet bliver nok det samme, og hans gæld vokser sig bare større og større,” forklarer forsvaret, da retssalen er tom.

”Han er ude på et skråplan.”

 

Antal anslag: 3509

 

 

Vinkelsætning

Jeg vil gerne fortælle, at det indsatte liv kan være hårdt og mismodigt.

Erfaringsinterview

Forskellige sind

Bipolar lidelse ændrer din sindstilstand og din karakter fra den ene pol til den anden.

Af Emilie Møltoft Jensen

“Nu har jeg virkelig erkendt: Jeg er syg!” siger Caja Toft, 24 år, kommunikationsstuderende og psykisk syg med bipolar lidelse. Foto: Emilie Møltoft Jensen

I en lys og varm lejlighed med fine møbler og hjemlig fornemmelse sidder 24-årige Caja Toft. Der er ryddeligt og pænt og Caja er smilende og glad. Intet ved Caja udstråler psykisk lidelse. Alligevel er det lige netop dét, som Caja har – et sind der ikke er helt som alle andres. Bipolar lidelse er en sindssygdom, hvor sindet har tre faser: den neutrale, normale fase, den maniske/hypomaniske fase, hvor man er opstemt, og den deprimerede fase.

“Jeg har det der hedder type 2, så jeg bliver hypoman. Jeg får den del af manien, som er den opstemthed, hvor alting skal gå hurtigt. Det er lidt ligesom at have drukket 30 kopper kaffe, ikke have sovet i fem dage og at være på speed samtidig. Jeg har dog mest tendens til at være depressiv.”

Hvis jeg for eksempel er deprimeret og gennemsyret af det, men så vinder 10.000 kroner, så kan jeg godt blive glad af det, men jeg er stadig deprimeret.”

Bipolar lidelse har mange udformninger, men de to mest kendte varianter af lidelsen er bipolar 1-lidelse og bipolar 2-lidelse. Hovedforskellen er, at bipolar 1 har kraftigere maniske perioder. Ved bipolar 2 kaldes manierne for hypomani, som betyder under manien.

 

“Man har ikke lyst til at bræge ud: ‘Jeg er psykisk syg!'”

Få mennesker ved, at Caja er psykisk syg, og hun lever et helt normalt liv, ligesom alle andre. Engang imellem går det bare enten meget godt eller meget skidt.

Til daglig læser Caja på kommunikationsuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og i øjeblikket er hun i praktik, dog på nedsat tid, for stress og en presset hverdag er noget af det, som ikke harmonerer godt med bipolar lidelse.

Caja kommer fra en kernefamilie med mor, far og en lillesøster. Alt var godt, men efter en presset tid i gymnasiet og en hel ny uddannelse, gik det hele skævt. En depression kom snigende langsomt men sikkert, og tog til sidst hårdt fat i Caja. Hun vidste det ikke selv, men hendes kæreste kunne se det.

”Den udløsende faktor var nok, at jeg kom i gymnasiet, og det var meget hårdt.

Men det hele eskalerede da jeg startede på et studie i Aarhus og droppede ud igen. Jeg blev mere og mere deprimeret. Og min daværende kæreste sendte mig så til lægen, for jeg græd, hver gang han gik ud af døren. Jeg gik til lægen og fik af vide, at jeg havde en depression, og så fik jeg nogle lykkepiller.”

”Jeg var enormt stresset, og jeg ville meget gerne nå det hele, og jeg havde meget let til tårer. Det har jeg altid haft, men hvis jeg så er deprimeret eller presset, så kan jeg begynde at græde af, at man bare rykker et glas nogle centimeter.”

Selvom Caja nu var i behandling for sin depression, så hjalp lykkepillerne ikke nok.

”Jeg havde stadig ikke den der følelse af, at være glad, og den har aldrig rigtig været der. Jeg tænkte i mange år, at det jo bare var sådan jeg havde det. Da jeg for eksempel blev student, var jeg da glad for, at blive student, og jeg havde en sød kæreste, og vi skulle flytte sammen i en skøn lejlighed, men jeg var stadig ikke glad – ikke sådan helt dybt indeni, hvor man tænker, lige nu er det bare ’spietze’, sådan har jeg sgu aldrig tænkt.”

 

Livet på lykkepiller

Det forholdsvis normale liv med hjælp fra lykkepillerne fik Caja igennem tre år, indtil hun kom i en ny presset situation. Nu gik hun på en ny god uddannelse på kommunikation, og skulle starte i praktik. Men Caja tog munden for fuld, og endte med et praktikjob på 37 timer om ugen og et studiejob ved siden af på 15 timer om ugen. Det gik galt.

“Min psykolog sagde: ‘Jeg kan se i dine øjne, at du har det dårligt.”

Caja blev sendt på psykiatrisk afdeling og udredt for det, der ikke var en depression, men en bipolar lidelse.

”Jeg var ikke ked af det, jeg var bare ustabil. Jeg var bare mega syg.”

Udredelsen af sygdommen kom som en lettelse for Caja, for nu vidste hun, hvad der var galt. Hun havde selv tænkt det lidt, for hendes morfar havde også sygdommen, som er arvelig. Men lige præcis, hvor den kommer fra er svært at sige.

“Nogle gange ville det være nemmere, at kunne spore det tilbage til noget. Det er lidt irriterende ikke at vide, hvem skylden skal skydes på. Måske det er min morfar. Min mor har altid været bange for, at jeg begik selvmord, for det gjorde min morfar, som jeg minder meget om. Han hedder sjovt nok Kaj, og havde bipolar lidelse.”

 

Med hjælp fra familie, venner og sig selv

“Jeg går i en selvhjælpsgruppe, lidt ligesom alkoholikere, vi er bare ikke alkoholikere, vi er bare sindssyge.”

Caja blev diagnosticeret for bare halvandet år siden, og har siden da kommet rigtig langt. Hun går i en selvhjælpsgruppe, hvor de hjælper hinanden igennem de svære ting, som kun folk med egne erfaringer kan hjælpe med.

Det har også hjulpet Caja til at erkende sin sygdom og leve med den. Bipolar lidelse er kronisk, men man kan nogle gange holde både hypomanier og depressioner nede, ved at tage sine forholdsregler.

For eksempel går Caja ikke i byen og drikker sig fuld, da mangel på søvn, ændring af døgnrytmen og indtagelsen af store mængder alkohol er en medvirkende faktor til, at udløse enten hypomani eller depression.

Hvis en hypomani er på vej, kan Caja nu mærke det på en måde, og så girer hun ned og isolerer sig lidt, og omvendt med depression. Men de kommer nogen gange alligevel, og dér hjælper både gruppen og familien til.

”Engang købte jeg fire vaskemaskiner, fordi jeg ikke ville vaske tøj. Man kan sagtens i sin hypomani bage boller, lægge mascara, gøre rent og købe vaskemaskiner på samme tid.”

Caja har også i en hypomani startet fire firmaer med CVR-numre, da det var en super god ide i hendes sindstilstand.

Heldigvis har hun nogle forældre, der kan hjælpe hende ud af hypomanien igen.

Efter en hypomani kommer der typisk en depression, som resultat af den mistede energi, som man lige havde haft så meget af.

Men selvom Caja er deprimeret, og ikke har overskud til at komme ud af sin seng, er hun alligevel et stædigt menneske, og ”tager sig sammen” til for eksempel at få trænet eller tage på arbejde. Det er meget hårdt, men dét at komme af sted er en stor ting, for at komme ud af depressionen igen, og tilbage til den neutrale normale fase.

Caja er indstillet på, at sygdommen er en del af hende nu, og hun kan sagtens leve med den, og være en god studerende og et normalt menneske, selvom hun nogle gange er lidt anderledes.

“Jeg ender nok på flexjob, og det er ikke det jeg havde regnet med, men jeg kan nok ikke andet, og sådan er det bare, og det er fint nok.”

 

Anslag: 6508

Ud i byen

Blandt brændende kister

To store ovne står og brænder i Aarhus Vest. Kremeringerne er i fuld gang, og mange mennesker brændes her. For en krematør er det en ganske almindelig hverdag.

Af Emilie Møltoft Jensen

 

Her ses krematøren Finn Erik Jensen i sin daglige gang på krematoriet. Video: Emilie Møltoft Jensen

 

Mellem næsten tredive kister med nyligt afdøde mennesker står krematøren Finn Erik Jensen. Det er overskyet og koldt på en tidlig forårsdag i Aarhus på Vestre Kirkegård, men indenfor i krematoriet er der skruet op for varmen, specielt i de to store ovne, hvor kremeringerne har stået på siden tidlig morgen. Finn er godt i gang med at skrabe asken ud af ovnen, så den er klar til den næste kiste, det næste menneskes aske og en ny urne. På en normal arbejdsdag kremeres otte til ti mennesker.

 


Krematør Finn Erik Jensen mellem de to ovne. Foto: Emilie Møltoft Jensen

 

Man kan vænne sig til meget

”Jeg har arbejdet her i ti år, og i starten tænkte jeg, at det var da noget mærkeligt noget, men man vænner sig jo til det.

Men jeg har aldrig set en afdød, og jeg vil ikke se dem. Jeg brænder bare en hvid kiste, og sådan har jeg det bedst, ellers kunne jeg ikke klare det,” siger Finn.

Han har brændt mange mennesker igennem sine år som krematør. Arbejdspladsen er et anderledes sted, men Finn mener, at hyggen og arbejdshumoren er vigtig at holde fast i.

”Jeg er godt tilfreds med mit job. Det lyder mærkeligt, men jeg kan godt lide at være her og komme her. Jeg er en af de få i Danmark, der kan prale med, at de brænder for deres job.”

 


Den næste kiste står klar til kremering. Foto: Emilie Møltoft Jensen

 

Genbrug i stor stil

Når man tænder for det varme vand eller skruer op for radiatoren derhjemme, så er krematoriet også involveret. Den enorme mængde varme, der bliver produceret, går ikke bare til spilde, den bliver sendt ud som fjernvarme. De penge, der tjenes på fjernvarmen, bliver givet til kommunen, som forvalter pengene til vedligeholdelse af kirkegården. Det hele går i ring.

Også de kunstige proteser kan anvendes til genbrug.

”Når den afdøde er brændt, og asken er skrabet ud og kølet af, kan der godt være nogle store knogler tilbage. Det hele bliver knust i en stor morter, og kommer ned i urnen. Også de eventuelle proteser og implantater, den afdøde har haft, kommer ned i urnen bagefter. Nogle gange er implantaterne for store til at komme ned i urnen, og så bliver de lagt ned i en stor spand, som bliver afhentet en gang imellem.”

Et hollandsk firma opkøber og afhenter det overskydende kirurgiske stål, og det bliver smeltet om til nye implantater, men nogle gange bliver det også brugt til for eksempel flymotorer. Disse penge bliver også sendt videre til kommunen og forvaltet til diverse projekter og velgørenhed.

 

Alt kommer med

Der er altså mange gode ting ved krematoriet, som man ikke lige umiddelbart ville tænke over, når man ser de mange kister stå i kø til en tur i ovnen.

Ovenpå disse kister, som står i køleskabe og frysere, ligger der tegninger og tøjbamser fra børnebørn, billeder af familierejser og ægtefæller eller små glasskulpturer og blomster. Det hele kommer i ovnen og bliver brændt sammen med den afdøde. Til sidst kommer det i urnen som aske.

Men nogle gange kommer der også underlige ting ud af ovnen igen.

”Engang kom der en golfkølle med ud af ovnen. Den kunne ikke brænde. Køllen var også for stor til at komme ned i urnen. Den blev altså bare smidt ud. Men alt, der kan brændes, kommer med i urnerne. Og så bliver de afdøde begravet sammen med genstande, som har betydet noget for dem.”

 

Antal anslag: 3538

Korrektur: Lasse Danielsen

Min Interesse

Kan skrald være mad?

Det mener flere danskere, at det kan. Skraldning er nemlig blevet mere og mere udbredt. Selvom maden er smidt i skraldespanden, så kan den sagtens bruges alligevel.

Af Emilie Møltoft Jensen

Skralderen Mathias og hans kammerat Andreas er ude at skralde tirsdag den 28. februar 2017 klokken 22:30. Der bliver skraldet sammen med fem andre fremmede skraldere ved Fakta i udkanten af Aarhus. Fangsten er god.

 

”Det er ”skraldning”, når private indsamler og spiser madaffald fra affaldscontainere. Mad, der ligger i butikkernes containere, er affald, og madaffald må ikke gives til andre som fødevarer.”

Således skriver Fødevarestyrelsen på deres hjemmeside. Men det, at det ikke længere betragtes som fødevarer, er skralderen Mathias Sylvest Jespersen ligeglad med.

 

Øvelse gør mester

Mathias er 22 år gammel og læser medicin på Aarhus Universitet. Han lever sit liv i Aarhus Midtby, hvor budgettet godt kunne trænge til lidt luft, når alle regningerne er betalt. Derfor er Mathias begyndt at skralde, og det sparer han mange penge på.

For et halvt år siden havde han sin første tur i containerne. Det skete sammen med hans kammerat. Men fangsten var ikke så stor, da de på den hårde måde lærte, at man først skal komme en halv time efter lukketid. Mathias og hans kammerat blev nemlig smidt væk efter en kort tur i skraldespanden med et fund på et par hindbærsnitter.

De næste ture var mere succesfulde, og Mathias lærte hurtigt, hvor der var godt at skralde, og hvornår man skulle komme for at få de bedste fund. I dag skralder Mathias en til to gange om ugen og lever stort set kun af skraldemad.

 

Flere og flere støder til

I starten af 2010’erne startede skraldning i Danmark, og mange mennesker er hoppet i containerne siden. Ifølge en undersøgelse lavet for Metroxpress af YouGov i 2014 viser det sig, at der er 23% af den danske befolkning, som har prøvet at spise skrald. Det er næsten hver fjerde dansker.

 

Nemt og billigt

”Det er nemt at skralde, hvis man ikke har noget imod at få lidt snask på hænderne.”

Mathias smiler og ser glad ud i den mørke februar aften. Selvom det er blæsende og koldt, har han endnu en gang fundet mad i containeren til de næste par dage.

”Jeg har lavet mange gode fund. Men det bedste har nok været flæskestege. Dem har jeg lavet mange af. Det har været lækkert.”

Mathias har også serveret den såkaldte ”skraldemad” for sine venner og familie, og de har alle været positive over for det.

”De fleste synes faktisk, det er lækkert. Eller lækkert det ved jeg ikke, men der er i hvert fald ikke rigtig nogen, der brokker sig – hvad jeg har oplevet,” griner Mathias, og fortæller videre.

 

Det spreder sig

Mathias plejer at have en makker at skralde med. Hans roommate er også begyndt at skralde, og det samme er hans roommates forældre. Ifølge Mathias spreder skraldetendensen sig faktisk en hel del i hans egen, venners og bekendtes omgangskreds.

Der er altså flere og flere der skralder. Nogen for at spare penge, som Mathias, andre for at give maden til de mindre heldigt stillede, og andre igen for spændingens skyld. Uanset motivation, så er skraldning en stigende tendens i Danmark. Og selvom den er gemt væk i baggårde efter lukketid, så er det nemt at blive en del af.

Anslag: 2988

Emma og Aarhus

Ung pige flytter for at opfylde drøm

Emma flyttede tværs over landet med kun ét mål i sigte. Drømmen skulle opfyldes.

Af Emilie Møltoft Jensen, den 21. februar 2017 kl. 12:00

 

Emma Fedder Schlägelberger drømmer om et liv indenfor journalistiskken. Foto: Emilie Møltoft Jensen.

En lille drøm spirede inde i Emma Fedder Schlägelberger længe før hun vidste, hvor i verden hun skulle opfylde den henne, og hvad der egentlig skulle til for at få den opfyldt.

Emma er tyve år gammel og fra Glostrup, som ligger lidt uden for København, og hun har, så længe hun kan huske, vidst, at hun gerne ville være journalist.

Fra det ene hjem til det andet

Emma har altid færdedes meget i og omkring hovedstaden, og det er også her, at Emmas familie og gode venner bor. Glostrup og København er hendes barndomshjem, og har været det gennem alle hendes tyve år. Men en flytning skulle til, da Emma kom ind på sin drømmeuddannelse.

 

“Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være journalist. Og da jeg var mindre, tænkte jeg ikke så meget over, hvor man skulle uddanne sig.

Men de sidste par år har jeg godt vidst, at på et eller andet tidspunkt skulle jeg nok til Aarhus. Jeg havde nok ikke regnet med, at det skulle være lige nu. Jeg forventede nok, at jeg skulle søge ind et par gange på journalistuddannelse, før jeg kom ind.”

 

Journalisthøjskolen i Aarhus ligger langt væk fra København, men hvis man har en drøm, og den skal gå i opfyldelse, så må man kæmpe for den. Og det gjorde Emma. Hun gik til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen, og kom ind, selvom hun ikke havde regnet med, at komme ind i første forsøg. Så lige pludselig skulle Emma sige farvel til barndomshjemmet, familien og de gode venner. Hun skulle forlade Glostrup og København, og skabe sig et nyt hjem i Aarhus. Hun skulle flytte, for at opfylde sin længe ventende drøm.

 

Emma er nu flyttet ind i en lejlighed sammen med en anden pige, hvor hun har skabt sig sit nye hjem. Lejligheden ligger lige ved siden af skolen, og bofællesskabet med den anden pige er rart, forklarer Emma:

 

“Jeg synes, at det er godt, fordi det er meget rart, ikke at komme hjem til en tom lejlighed, når man ikke kender nogen i Aarhus. Så synes jeg, at det er meget rart, at man lige kan snakke om, hvad der er sket eller alt muligt andet, så man ikke bare er ensom og alene.”

 

Byen Aarhus

Emmas kendskab til Aarhus, før flytningen og journalisthøjskolen, har været minimal. Det har primært været en gennemkørsels-by for at komme til Nordjylland, og ikke et sted, som hun har tænkt på at komme til at kalde hjem. Men efter den korte tid i Aarhus, siger Emma:

 

“Det er en ret hyggelig by, og på mange måder minder den om København rent bygningsmæssigt og hvordan der ser ud, det minder rigtig meget om København.

Jeg synes, at der er rigtig hyggeligt nede ved åen. Jeg kan bare lige forestille mig at sidde der, når solen skinner, og hygge sig.”

 

Fritiden er ladet med…

I løbet af Emmas første tid i byen, har hun haft rigtig meget om ørene. Studiestart, arrangementer med de nye studerende, læsestof, afleveringer, fester, ny bofælle og en helt ny by.

Der sker en masse, men alligevel så er der lige plads til en lille smule mere, forhåbentlig.

Drømmen om journalistikken er lige nu mest rettet mod TV-branchen. Og Emma tænker også i de baner angående fritidsinteresser. Hun har søgt ind på den frivillige TV-kanal Coming Up, som laver forskelligt TV fra Aarhus og omegn. Her håber Emma, at hun kommer ind, så hun kan snuse lidt til drømmen om TV-branchen, og se om det er det, som hun gerne vil.

 

“Jeg har lige sendt en ansøgning i går aftes til skolens TV-kanal Coming Up, hvor jeg skal til samtale. Jeg håber, at det bliver til noget.

Jeg har altid godt kunne tænke mig at lave noget TV af en slags, uden egentlig at vide hvad det er. Og det kunne være meget spændende at prøve det af her på skolen, inden man skal vælge, hvad man skal.”

 

Drømmestudiet

Emma tænker over mange ting, men drømmestudiet er i hus, og det leder også hen til mange forskellige muligheder, og Emma er heller ikke låst helt fast på TV-branchen endnu.

 

“Jeg har i lang tid tænkt, at jeg gerne vil lave noget indenfor TV-branchen. Men det er jeg slet ikke låst fast på. Det kan også være, at man i løbet af studiet skifter mening, og synes, at noget andet er mere spændende. Jeg kan også godt lide at skrive, så det er også en mulighed. Jeg har altid elsket at skrive, og skrev mange historier, da jeg var mindre.”

 

Selve studiet er der vist ingen tvivl om, og det sociale er også lige i Emmas ånd.

 

“Jeg kan rigtig godt lide, at der er så mange forskellige slags mennesker, der går her på skolen. Vi er ikke ens, og alle kommer fra helt forskellige baggrunde fra alle steder i landet, og vi har alle et forskelligt udgangspunkt for, hvorfor man er lige netop her. Det kan jeg godt lide.”

 

 

De mange unge mennesker, som går på journalistuddannelsen i Aarhus, har alle en drøm indenfor journalistikkens verden. Emma er bare én af de mange unge, som har taget flyttet fra barndomshjemmet eller en anden kær by, og er endt i Aarhus, for at indfri drømmen.

 

Emma er i hvert fald på vej mod at indfri sin drøm.

 

Antal anslag: 5069.

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.